Steder
Guide til Split
Mens Dubrovnik er en lille by med masser af turister og attraktioner, er Split nærmest det modsatte. Forstå mig ret; et besøg i den store kroatiske havneby giver først og fremmest en rar følelse af hverdag. At man som tilfældig turist får et glimt af, hvordan livet leves inden for de antikke bymure i den historiske bymidte.
Det enorme palads er på UNESCO's liste over verdenskulturarv og blev bygget i slutningen af 200-tallet af kejser Diocletianus, som var født her. Det blev hans pensionsforsikring, for det var netop Split, han valgte at rejse tilbage til efter sine år som kejser i det Byzantinske Rige. I dag er paladset en af verdens største velbevarede romerske bygninger. Og de blændende hvide gågader er med til at formidle følelsen af fuldstændig tidløshed.
I Split er havet altid en konstant mulighed. Fra den palmeprydede karakteristiske havnepromenade Riva sejler turistbåde i pendulfart ud i det adriatiske øhav. Skibshorn, råbende mennesker på vej med rullende weekendtasker og ø-hoppere der venter under palmebladenes skygge skaber en skøn symbiose af by og hav i ét.
Indbyggerne i Split har altid levet tæt ved vandet. I de fleste af årets måneder kaster indbyggere i alle aldre sig med et næsten dødsforagtende splash! lige ned i det lave vand for at fange den squash-lignende gummibold, som bruges i boldspillet Picigin. Sporten blev opfundet i 1908 af nogle studerende fra Split, som studerede i Prag. Picigin, som udtales ”pih-tsih-gheen”, går kort fortalt ud på, at to personer eller hold af op til fem personer kaster den lille bold mod hinanden. Der findes ikke rigtigt nogle regler eller nogen vinder. Her handler det mere om point for stil. Og for at lave de mest elegante redninger og høre suset fra strandpublikum skal vandet helst ikke være dybere end 20 centimer. Vil du se nogle af de bedste spillere, skal du bare gå ud gennem byporten og ned til stranden Bacvice en hvilken som helst dag mellem marts og november. Det var her Picigin opstod, inden bolden blev kastet videre ud til strandene i hele Kroatien. Tjek derefter ind på det nyrenoverede Hotel Park, et klenodie fra 1920'erne, som ligger lige overfor stranden, mens aftenen langsomt bliver mørkere, og nattelivet igen begynder på Bacvice.
Strande
Bene
Badeferie er ikke den højeste prioritet for turister i Split. Ikke når der venter små magiske oplevelser på øerne i skærgården på den anden side af færgelejet. Men den familievenlige strand Bene er ganske fin til en skøn, svalende pause fra bybesøget.
Jezinac
Rigtig gode bademuligheder på halvøen Marjan bare tre kilometer vest for Splits centrum. Når du er blevet tilstrækkeligt afkølet i havet, så tag op til toppen af Marjan. Her ligger en naturpark, som strækker sig som et grønt fatamorgana bag om byen, hvor man kan nyde en fantastisk udsigt over kystlandskabet.
Bacvice
Trendy typer møder de tidløse på Splits mest berømte badestrand, den lækre muslingeformede Bacvice. Her kan man stadig se gamle mænd med læderkasketter fra kommunisttiden, som deler den, for Kroatiens vedkommende, usædvanligt sandede bystrand med unge soldyrkere. Bacvice er også omgivet af talrige trendy barer og natklubber.
Barer
Uje Oilbar
50 forskellige slags olivenolie og middelhavsretter baseret på det lækre grønne guld. Uje Oilbar ligger i Splits måske mest hyggelige gyde lige bag Jupitertemplet og er Kroatiens første bar, som er dedikeret til landets olivenolie. Men Uje Oilbar er både en hyggelig restaurant og bugtende vinbar.
Dominisova 3
Hoteller
Park Hotel
Politikere såvel som popstjerner - alle vil kunne lide Park Hotel, en Art Deco-perle fra 1921. De 72 værelser har for nylig fået en let ansigtsløftning, hvilket har givet Park Hotel sine 4 stjerner tilbage. Men placeringen er stadig den samme nogle få sandkorn fra den trendy strand Bacvice.
Hatzeov perivoj 3
hotelpark-split.hr
Hotel Vestibul Palace
Med sine syv individuelt indrettede rum var Vestibul Splits første rendyrkede boutique-hotel midt i hjertet af den romerske bymidte. I dag er konkurrencen mere hård, men Vestibul er stadig et af byens mest charmerende små indkvarteringssteder.
Iza Vestibula 4a
vestibulpalace.com
Shopping
Slipsebutikken Potomac
Ordet kravat kommer oprindelig fra det kroatiske kravata. Under 30-års krigen så den franske kejser Louis XIV, at det kroatiske militær bar farverige silketørklæder, som var bundet pænt om halsen - et tegn på troskab til sin elskede. Indbyggerne i Paris adopterede stilen, og kravatterne blev hurtigt højeste mode i den europæiske elite.
Kaptol 13
croata.hr
Nadalina
Splits bedste butik når det kommer til traditionel chokolade. Nadalina byder på smagsoplevelser og dufte fra blandt andet den dalmatiske skærgård. Lavendlen i en af deres håndlavede chokoladebarer er for eksempel hentet ind fra øen Hvar og siges at helbrede dem, der lider af søvnproblemer.
Dioklecijanova 6
nadalina.hr
Pazar
Det her store udendørsmarked lige vest for byporten er et paradis for dem, som gerne vil købe i det små. Se bort fra t-shirts og nipsgenstande, og find vej til de lokale fiskekoner og avlere, som dagligt kommer ind fra landdistrikterne og øerne for at sælge deres produkter her på markedet. Meget økonomisk. Og lavendelhonningen er himmelsk.
Vinbar
Bokeria Kitchen & Wine
Bokeria Kitchen & Wine lever efter mottoet “Cookery is not chemistry. It is an art.” En devise med fokus på naturlige råvarer, smag og instinkt. Og der er virkelig noget for smagsløgene på Bokeria. Bare når man kommer ind gennem de høje entrédøre, bliver man mødt af duftene fra trøflen i alle dens former. Inspireret af den store torvehal i Barcelona af samme navn ønsker Bokeria at lade råvarerne synge - ingredienser, der er hentet blot et stenkast herfra på Splits to store lokale markeder.
Domaldova 8
fb.com/bokeriasplit
Find stederne på det interaktive kort
Publiceret: 23 august, 2017
Mest læste
Mest læste
ANNONCE